Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
Altid 14 dages returret

Mød Dahlin, en spirende dansk musiker

Dahlin er en ung artist der har taget musikbranchen med storm, hun har vundet karrierekanonen og senest været P3's uundgåelige. I dette interview kan du læse nærmere om hendes musikalske rejse og få et indblik i en artist, vi uden tvivl kommer til at høre meget mere til i fremtiden. Dahlin er iklædt sine favoritter fra vores efterårs kollektion.

Fotofgraf: Nicoline Thim, @nicoline.thim

Makeup/Hår: Caroline Wulff, @carolineewulff

Mød Dahlin, en spirende dansk musiker. s

Kan du give en kort beskrivelse af dig selv? Jeg hedder Marie og går under kunstnernavnet Dahlin. Det udtales ”Darling”, men uden g’et. Jeg er 22 år og er sanger og sangskriver. Jeg er født og opvokset tæt på Struer i det smukke Vestjylland med fjord, skov og masser af plads. I 2021 hoppede jeg på intercity-lyntoget mod København for at forfølge musikdrømmen. Her bor jeg stadig, og jeg elsker alt ved det!

Hvad inspirerede dig til at blive musikartist, og hvornår begyndte din musikalske rejse? Min musikalske rejse har i virkeligheden været lang. Jeg tror jeg var 9, da jeg fik den sødeste violin-lærer på den lokale musikskole i Struer, Jens Ganer. Han viste mig, hvor fantastisk musikken kan være. Efter et par år med violinen fik jeg smag for at spille klaver, og selvom jeg har sunget siden jeg var helt lille, er det altså bare lettere at synge til klaver end med en violin under hagen.

Drømmen om selv at lave musik startede hjemme på teenageværelset hos min gode ven, David Carl Vilhelm. Vi havde mødt hinanden på efterskole. Da vi startede med at lave musik sammen, gik vi på hver vores gymnasie, men fandt alligevel tid til at mødes en gang imellem. Ofte sad vi til langt ud på natten og arbejdede med det. Vi recordede på en lille skraldet usb-mikrofon hjemme på hans værelse med lagener og dyner hængende rundt om for at forbedre lyden. Vi var helt grønne, men havde kæmpe store drømme. David er stadig en af mine producere i dag og en af mine bedste venner. Derfor var det også kæmpe stort at stå på scenen til finalen i Karrierekanonen sammen med David og kunne fejre, at have vundet det. Og endnu federe at den single, vi sammen har lavet, for nylig blev ‘P3’s Uundgåelige’.

Mød Dahlin, en spirende dansk musiker.

Hvordan vil du beskrive din musikalske stil og genre? Jeg har altid været optaget af kvindelige kunstnere, der virkelig kan folde deres stemmer ud og fortælle en historie. Det har jeg selv manglet på dansk og det har givet mig motivation til at dele ud af mig selv og skrive sange om min egen historie. Når jeg skriver på dansk føles det ukompliceret og personligt, og så elsker jeg det helt umiddelbare og likable ved RnB-inspireret pop.

Er der nogen specifikke kunstnere eller bands, der har haft indflydelse på din musik? På børneværelset havde jeg en grå CD-afspiller, og den fik stort set aldrig pause fra alle 00’ernes største hits. Jeg tror, jeg kunne udtale samtlige ord i Kelly Clarksons ‘Since U Been Gone’ før jeg overhovedet kunne engelsk. Andre kunstnere har været Alicia Keys, Rihanna, Zara Larsson, Adele, Frank Ocean og Kanye West. Benjamin Hav holdt en skriveworkshop på mit gymnasium i hans Benal-tid, og jeg var helt solgt over hans måde at skrive på dansk. Han har fyldt mine playlister lige siden sammen med Jada, Andreas Odbjerg og Phlake.

Kan du fortælle os om din kreative proces og hvordan du skaber dine sange? Når jeg skaber musik, er det meget intuitivt. Jeg sætter mig tit ved flygelet i vores studie og ser hvad fingrene ”finder på”. Når der kommer en god idé, er mine producere og jeg hurtige til at få det indspillet og på den måde går vi helt organisk til værks - ofte helt fra bunden. Så snart vi har overblik over, hvordan sangen skal lyde, skal beatet bygges op, og jeg skal nørde med teksten. Når det hele til sidst samler sig, er det den mest euforiske fornemmelse. Den elsker jeg virkelig at kunne dele med David og Oskar Sveidahl, som også producerer for mig.

Mød Dahlin, en spirende dansk musiker.

Har du nogle budskaber eller temaer, som du forsøger at formidle gennem din musik? Jeg tror faktisk bare, jeg har forsøgt at skrive sange om ting, jeg selv har oplevet. Om at blive valgt fra, få knust sit hjerte eller at følge sine drømme. Jeg elsker selv, når jeg kan tænde radioen og høre musik, der handler om ting, jeg kan relatere til, så jeg bliver mega beæret, når alle mulige forskellige mennesker, der er vidt forskellige steder i livet, skriver til mig og siger, at netop min musik giver mening for dem.

Hvad er din vision for din musikalske karriere, og hvad håber du at opnå i fremtiden? Min vision er at kunne leve af det. At arbejde røven ud af bukserne, så jeg kan bruge mit professionelle liv på at variere mellem at tage i studiet og lave sange og tage med mit band ud og spille min musik foran et publikum - et publikum, jeg drømmer om at give nogle fantastiske oplevelser og give følelsen af samhørighed.

Hvordan har du udviklet dig som kunstner siden starten, og hvad har været nogle af dine mest mindeværdige øjeblikke hidtil? Det er sjovt at høre de halvdårlige sange, jeg skrev på engelsk for 5-6 år siden. Når jeg engang imellem dykker ned i dem med min producer David, kan jeg godt mærke, at jeg virkelig har udviklet mig. For ca et år siden begyndte jeg at skrive på dansk og så tog det virkelig en fed drejning. Der fik jeg hul på en nerve, der satte gang i en masse. Blandt andet, at jeg sendte min sang ’Boycut’ ind til karriekanonen, hvor jeg var med og efter et langt forløb med både semifinale og finale i DR’s koncertsal endte med at vinde. Vildeste aften!

Hvordan bruger du sociale medier og onlineplatforme til at nå ud til dit publikum? Jeg bruger især min Instagram, @xdahlinx, til at dele min rejse med mine følgere. Og så elsker jeg at læse beskeder fra søde mennesker, der også har oplevet at føle sig heartbroken, og som måske har sat pris på lige at tænke efter en ekstra gang, om de nu skulle gå tilbage til eksen – med ‘Boycut’ i ørene.

Hvis du skal beskrive din tøjstil, hvordan vil det så være? Da jeg var lille klippede min mor altid alle mærke- og vaskesedler ud af mit tøj. Jeg synes det kradsede og kunne ikke holde det ud. Sådan har jeg det stadig med tøj og ofte står jeg med et fedt outfit og ender alligevel med at hoppe i en hoodie og et par baggy jeans i sidste øjeblik. De sidste par år har jeg bare forsøgt at embrace det, og det har givet mig en fin balance, synes jeg. Jeg kan sagtens dress up, men jeg har det klart bedst i mine løstsiddende Carhartt bukser og en hoodie. Min stil er henover de seneste år også blevet mere og mere orienteret mod 00’erne og hele Y2K-trenden. På en måde er det egentlig ret full circle at stå på scenen i oversized denim med et kæmpe belte som Kelly Clarkson sikkert gjorde det da jeg skrålede med foran min lille, grå CD-spiller.

Hvem inspirerer dig i forhold til styling ? Hvor meget tænker du over din styling? Min inspiration kommer alle steder fra. Det kan være folk jeg ser på gaden, mine venner eller influencere på instagram. Jeg elsker at eksperimentere med min stil. Det resulterer i, at jeg nogle gange går ud af døren og ser classy ud med skjorte og støvler og andre gange ligner en amerikansk rapper, hvor alt det alt for store tøj kun giver mening fordi man også har solbriller på, haha.

Mød Dahlin, en spirende dansk musiker.

Hvad er nogle af de største udfordringer, du har stået over for som musikartist, og hvordan har du tacklet dem? Det er virkelig fedt, men også udfordrende at være sin egen chef. Jeg har et kæmpe hold af dygtige mennesker, som arbejder røven ud af bukserne for og med mig. Men jeg tror ikke, jeg kunne have forudset, hvor mange store og små beslutninger man skal tage, når man er kunstner. Selvom det er udfordrende, må jeg indrømme, at jeg faktisk synes det er fedt at være business woman.

Hvordan balancerer du mellem din kreative proces og markedsføringen af din musik? Jeg har det bedste hold, som heldigvis forstår, at jeg elsker den kreative proces og har brug for at fokusere mest på det. Men så kan jeg alligevel ikke lade være med at dele det, jeg er optaget af i hverdagen på Instagram, og i dag fungerer det vel også som markedsføring?

Hvordan har din baggrund eller personlige historie påvirket din musik og dine tekster? Mine sange har alt at gøre med min historie. De tager udgangspunkt i mit personlige liv og fortæller min historie - og på samme tid, synger jeg jo om nogle almenmenneskelige ting, der gør, at de fleste kan relatere til det. Det er noget af det bedste ved at lave musik - når andre hører mine sange og synes, de er meningsfulde og passer til deres eget liv.

Hvad glæder du dig mest til i den kommende tid? Hvad kan vi se frem til af udgivelser eller koncerter fra din side af? Det hele! Jeg skal ud og optræde en masse og så skal jeg nørde helt vildt med mine producere. Min første headliner spiller jeg på Vega Ideal Bar d. 6. december med mit band. Det glæder jeg mig sindssygt meget til. Og så kommer der flere singler ud inden længe. Måske et album ;)

Hvordan føles det, at din første single er blevet P3’s uundgåelige? Jeg kan slet ikke beskrive, hvor nice jeg har det over, at min første single allerede er blevet P3’s Uundgåelige. Da P3 ringede med nyheden, havde jeg faktisk svært ved at tro det, men det er så fedt at få den chance. Mathias Buch fortalte at min sang ville blive den mest spillede på P3 i en uge, og det er jo et kæmpe skulderklap for en ny kunstner som mig, at nå ud til så mange mennesker. Den sang har åbnet så mange døre for mig og er grunden til, jeg kan blive ved med at lave det, jeg elsker aller mest.