Forvandlingen fra narkohandler i harlem til verdensstjerne
ASAP Rocky
ASAP Rocky er en amerikansk rapper, der i 2011 tryksparkede døren ind til den internationale musikscene – og han har ikke set sig tilbage siden.
Det stod langt fra skrevet i stjernerne, at ASAP Rocky med det borgerlige navn Rakim Athelaston Mayers, skulle blive en verdensberømt rapper. I teenageårene var ASAP Rocky definitionen på en gadehustler, og han tjente penge til føden ved at sælge cannabis og crack på gadehjørnerne i Harlem. Han flyttede fra det ene herberg til det andet, og blev i 2004 straffet for sine ugerninger. Her blev han idømt to ugers fængsel for narkotikahandel, hvor han endte med at dele celle med den fremtidige rapper Casanova.
En barndom med svigt og dødsfald
ASAP Rocky startede med at rappe som 9-årig, da han flyttede til Harrisburg, Pennsylvania. Det var hans storebror der lærte ham at rappe, men det var ikke rap, der havde det største fokus. ASAP Rocky’s ungdomsliv var nemlig yderst turbulent, og alle omkring ham levede et liv i overhalingsbanen, hvor kriminalitet var indtægtskilde nummer ét. Den spirende rappers far blev sendt i fængsel for narkokriminalitet, da ASAP Rocky var 12 år. Faren døde i 2012.
Det var dog ikke kun farens fængselsdom, der fyldte i ASAP Rocky’s bevidsthed. Blot et år efter farens fængselsdom blev rapperens storebror dræbt i Harlem. Storebroren blev skudt af en rivaliserende narkohandler, som ville eliminere konkurrencen i området. Ricky Mayers blev 20 år gammel, og døde den 22. februar på St. Luke’s Hospital. Brorens død medførte dog, at ASAP Rocky begyndte at tage det at rappe mere seriøst. På trods af brorens triste skæbne, så var gadens lettjente penge en for stor fristelse for Rocky, og han begyndte derfor at sælge cannabis og senere crack. Ifølge Rocky selv solgte han kun stoffer for at få råd til at tage i studiet og indspille sange. Han var altså aldrig en ”big-time hustler”, som han forklarede til journalisten Dorian Lynskey i et interview i 2015.
Erobringen af New York City og verdensscenen
I en alder af blot 19 år, blev Rocky i 2007 en integreret del af ASAP Mob. ASAP Mob var et spirende og nytænkende kollektiv af rappere, producere, filmskabere og modedesignere som alle delte en fælles interesse for musik, mode, stil og kunst. Kollektivet var blevet etableret af ASAP Yams, ASAP Bari og ASAP IIIz. Det var efter indtrædelsen i kollektivet, at rapperen med det borgerlige navn Rakim Mayers blev døbt på ny. Her fik han navnet ASAP Rocky.
I juli 2011 udgav Rocky singlen ”Purple Swag”. Singlen blev et massivt hit, og tordnede kort tid efter udgivelsen ud af radioen, boomblasters, stereoanlæg og alt andet med en højtaler over hele New York. Måneden efter blev Rocky’s single ”Peso” lækket online, og selvom udgivelsen ikke var planlagt, så nød singlen stor succes. Den blev spillet i hyppig rotation på den højtrespekterede radiokanal ’Hot 97’ i New York. På singlen ”Peso” sang han om modedesignere som Rick Owens og Raf Simons, som han senere kom til at arbejde sammen med. Han pyntede kransekagen med lidt ekstra krymmel, da han også begyndte at date den australske rapper Iggy Azalea samme år.
”Purple Swag” og ”Peso” skabte en enorm hype omkring den eksperimentelle modebevidste rapper fra Harlem. Det igangsatte en intens budkrig mellem pladeselskaberne. En guldfugl fløj frit omkring, og fuglen skulle indfanges. Det viste sig dog at pladeselskabet RCA Records og Polo Grounds Music havde den bedste madding, hvilket resulterede i, at Rocky underskrev en to-årig kontrakt på 3 millioner amerikanske dollars.
Rocky’s debut soloalbum, Long.Live. ASAP, udkom den 13. januar 2013. På albummet var der gæsteoptrædener fra prominente skikkelser som Kendrick Lamar, Florence Welch, 2 Chainz, Joey Bada$$, Santi Gold og ASAP Ferg. Albummet indtog førstepladsen på Billboard 200 hitlisten, og introducerede fire massive singler i form af ”Goldie,” Wild for the Night,” ”Fashion Killa” og F****n’ Problems”. Sidstnævnte blev albummets største hit, og blev båret frem af vers fra Drake, 2 Chainz og Kendrick Lamar.
Selvom 2013 var et succesfuldt år for Rocky, så blev glædesrusen manet mere eller mindre til jorden, da hans far var afgået ved døden i december 2012.
Trangen til psykedeliske stoffer og samarbejdet med en hjemløs mand
Den 26.maj 2015 udgav Rocky sit andet album At.Long.Last.ASAP. Det nye album bevægede sig i en ny og mere psykedelisk retning. Albummet gav et indblik i rapperens sindstilstand og hans afhængighed af psykedeliske stoffer. De psykedeliske referencer kom i særdeleshed til udtryk i singlen ”LSD”.
Rocky fortalte i denne forbindelse åbent omkring hans forhold til det hallucinerende stof. I et interview med Billboard udtalte han følgende: ”It helps me cope with life (…) I’ve been doing this stuff since i got into the industry. People are scared to talk about it.”
Albummet At.Long.Last.ASAP blev produceret i samarbejde med den eklektiske Grammy-vindende super-producer Danger Mouse, som har samarbejdet med alle fra Norah Jones til Black Keys. Albummet bød på gæsteoptrædener fra Kanye West, Future, MIA, og Mark Ronson. Albummet bød også helt uventet, ekstraordinært og triumferende på singlen ”Everyday” hvor rockveteranen Rod Stewart lagde vokal til.
En gæsteoptræden fra rocklegenden Rod Stewart var tilsyneladende ikke nok for Rocky. Albummet havde brug for ekstra krydderi – og det fik det. Albummet bød nemlig også på vers fra en hjemløs mand ved navn Joe Fox. Joe Fox boede på gaden i London, og stødte en dag tilfældigt på Rocky. Han forsøgte at sælge Rocky en CD, men Rocky takkede pænt nej, og bad i stedet Joe Fox om at synge for ham. Joe Fox gav det et skud, og Rocky blev så imponeret over den hjemløse mands stemme, at han inviterede ham med i studiet. Joe Fox endte med at optræde på fem sange på det nye album.
Siden albummet At.Long.Last.ASAP har Rocky udgivet albummet Testing, som modtag blandede anmeldelser fra det internationale anmelderkorps. Albummet blev skabt i samarbejde med verdensstjerner som Kid Cudi, French Montana, Kodak Black og Frank Ocean. Albummet bed sig dog aldrig fat på hitlisterne, men Rocky fik ros for sin eksperimentelle tilgang til det musikalske univers.
ASAP Rocky som modeikon og skuespiller
I 2015 red Rocky på en stor, fed og urokkelig bølge af succes. Han levede drømmen med lejlighed i Manhattan’s hippe og ekstremt populære Soho-kvarter og et stort hus i Hollywood. I juni blev hans skuespillerdebut en realitet, da han fik en rolle i filmen Dope, instrueret af Rick Famuyiwa. Her spillede han en mindre narkohandler – en rolle han var vokset fra i det virkelige liv. Han udtalte følgende om rollen til Billboard:
” I think all of us are that kind of guy – all of us rappers, to a certain extent (…) I never want to be that guy. That dude’s corny. He can’t even dress!”
Netop kommentaren “He can’t even dress”, går godt I spænd med en af Rocky’s helt store interesser – nemlig mode. Selvom Rocky flere gange har insisteret på, at han ikke vil være modedesigner, så har han indgået i flere højtragende samarbejdskonstellationer inden for modebranchen. Designer Jonathan Anderson, som Rocky producerede en herretøjskollektion med i 2016, udtalte følgende til magasinet Complex:
” Rocky has a very specific aesthetic (…) Ultimately, his style is more than just what he wears. It’s the way he carries himself, it’s his interests… It’s all about how you put your own personal twist on things.”
På albummet At.Long.Last.ASAP blev det tydeligt for enhver, at Harlemrapperen har en indædt interesse for mode. På albummet namedropper han mere end 20 modebrands, heriblandt mastodonter som Hermés, Prada og Saint Lauren. På singlen ”Peso” omtalte han Rick Owens og Raf Simons, som han er blevet venner med den dag i dag.
Rocky har desuden samarbejdet med designer Jeremy Scott, med hvem han producerede og lancerede et par helt sorte Adidas Wings sneakers. I 2016 blev det annonceret at Rocky skulle være ansigtet udadtil for Dior Homme’s FW16 kollektion. I 2017 producerede han en tøjkollektion i samarbejde med Guess Jeans.
På kant med loven
Selvom ASAP Rocky bevægede sig væk fra den kriminelle løbebane, da musikkarrieren for alvor tog fart, så skete der i juli 2019 noget, der indikerer at Harlemrapperen ikke har lagt boksehandskerne på hylden. Efter en optræden til Smash Festival i Sverige, gik Rocky og hans crew en tur i Stockholms gader. På turen opdagede de, at to mænd blev ved med at følge efter dem, hvilket førte til stor frustration. I et videoklip som kort tid efter blev frigivet på de sociale medier, ser man at Rocky og hans hold ender i slåskamp med de to mænd. I et forsøg på at proklamere at slåskampen skete i selvforsvar, postede Rocky flere videoer på hans Instagram-profil, hvor det fremgik, at Rocky bad mændene om at stoppe med at følge efter ham.
På trods af Rocky’s desperate forsøg på at overbevise politiet om, at slåskampen var opstået i selvforsvar, så blev rapperen arresteret af svensk politi den 3. juli 2019. Det resulterede i en retssag, hvor rapperen den 14. august blev fundet skyldig i anklagerne om vold. Selv ikke den amerikanske præsident Donald Trump kunne omstøde dommen, trods ihærdige forsøg på at få Rocky frigivet til USA.
Rocky er igen på fri fod, og har på hans Instagram-profil beskrevet fængselstiden som ”difficult and humbling”. Lad os håbe, at situationen i Stockholm bliver rapperens sidste sammenstød med lovens lange arm.
ASAP Rocky beriger os alle med et fremragende og eksperimentelt musikunivers, og det er nok her fokus bør være for rapperen i fremtiden.