END OF SEASON - Spar op til 50% | Shop her
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage
END OF SEASON - Spar op til 50% | Shop her
Gratis levering i DK ved køb over DKK 499*
Klimakompenseret levering: 1-2 hverdage

Modeikonet Pharrell Williams

Den amerikanske rapper Pharrell Williams er en mand af mange talenter. Han synger selv som en drøm, har skabt musik og beats til nogle af nutidens største hits og så skaber han mode.
Modeikonet Pharrell Williams

Pharrell Williams blev født den 5. april i 1973 i Virginia Beach i den amerikanske delstat Virginia. Den amerikanske sanger udforskede sin kreativitet og sine musikalske evner allerede i en tidlig alder. Pharrell var allerede tidligt i livet bevidst om sin egen kreativitet, og har på et tidspunkt udtrykt, at han var utrolig fantasifuld som barn: ”Som barn havde jeg altid en meget livlig fantasi, som ”Man, jeg kan virkelig godt lide de sko, men de skulle lave dem i lilla”, eller som ”Man, jeg gad vide hvordan folk laver sange”. Altså havde han ret tidligt i livet en holdning til, hvordan forskellige objekter æstetisk ville tage sig godt ud, eller hvordan en velkomponeret sang eller et hit skulle lyde. Og det skulle vise sig i hans voksne liv at føre til en yderst lukrativ levevej. Mere herom senere.

Williams musikalske karriere kom før moden

I begyndelsen af halvfemserne dannede Pharrell en hip hop-gruppe med Chad Hugo, Magoo og Timbaland med navnet ”Surrounded by Idiots”. Hvad mange nok ikke ved er, at Timbaland faktisk er Pharrells fætter, så evnerne for det musikalske ligger åbenbart i familien. ”Surrounded by Idiots” gik i opløsning allerede inden, de sendte et album på gaden. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Opløsningen af gruppen førte til dannelsen af ”The Neptunes”, som er den R&B-gruppe, der satte Pharrell Williams på verdenskortet. ”The Neptunes” består af Pharrell og Chad Hugo, der i sin tid mødte hinanden på en musikalsk sommerlejr i syvende klasse. Sammen har de stået bag flere store hits i eget navn, men de har også produceret for andre kunstnere, eksempelvis er det ”The Neptunes”, der står bag Gwen Stefanis megahit ”Hollaback Girl”

Modeeventyret der startede i Japan

Det samme år som ”Hollaback Girl” kom i radioen, trådte Pharrell Williams også ind i modeverdenen. I 2005 stiftede Williams et partnerskab med det japanske modeikon Nigo, der både er kendt som DJ og stifter og ejer af streetwear brandet A Bathing Ape også kendt som Bape. Sammen skabte de brandet Ice Cream og streetwear brandet BBC også kendt som Billionaire Boys Club. Deres fælles fodslag i en baggrund i musikken og en stor interesse i mode krydret med en god position kreativitet gjorde duoen til oplagte samarbejdspartnere.

Sidenhen har Pharrell efterhånden arbejdet med alle store brands inden for forskellige grene af modeverdenen. I 2008 var Williams med til at skabe smykker og solbriller for Louis Vuitton. Den amerikanske kunstner er også kendt for sit samarbejde med det tyske sportsbrand Adidas, som han startede tilbage i 2014. Tre år senere kombinerede Williams sin passion for streetwear med high fashion, da han designede en high end sneaker samling i samarbejde med Chanel og Adidas.

Desuden har Williams også samarbejdet med Uniqlo, G-Star Raw, og Moncler. Pharrell har en evne til at skabe mode på tværs af mange forskellige genre, og det bunder i hans tilgang til hele konceptet. Han har blandt andet tidligere udtalt at, ”mode er mere om fornemmelse end videnskab”.

Pharrell Williams er flere gange blevet hyldet som et ikon i modens verden. I 2015 blev han anerkendt som modeikon af rådet ved Fashion Designers of America. I den forbindelse udtalte komitéens formand, og den anerkendte designer Diane von Furstenberg følgende ”Hvis cool var en person, ville det være Pharrell, ikke alene på grund af hans looks og sans for mode, men også på grund af hans venlighed og åbenhed. Jeg kan ikke forestille mig at der er nogen, som ikke bliver forført af ham.”

Butikker i verdens mode metropoler

Hvis du tager til New York, er det et must at lægge turen forbi 7 Mercer Street. Her finder du Billionaire Boys Club flagshipstore. Butikken er designet af Snarkitektur og er i sig selv et imponerende syn og et besøg værd. På hylderne i butikken finder du mærker såsom Billionaire Boys Club, Ice Cream samt Adidas, Yeezy af Kanye West, Fenty by Puma, Human Made, Timberland og flere andre interessante high end brands.

Foruden butikken i New York har Billionaire Boys Club også butikker i henholdsvis London og Tokyo, og rygterne siger, at Pharrell lige nu arbejder på at åbne endnu en flagship store i USA. Denne gang i Miami, Florida. Butikken vil foruden allerede nævnte brands også forhandle flere japanske mærker som Wtaps og Medicom. Williams er i fuld gang med at færdiggøre de sidste detaljer på den kommende butik, som vil blive åbnet i det trendy Miami-kvarter Wynwood.

Kreativitet der betaler sig

Det står klart at Pharrell er en mand af mange talenter. Med mange jern i ilden og stor indflydelse i både musik- og modebranchen kommer det nok ikke som en overraskelse, at han har lidt på kistebunden. Han siges at have en nettoformue på 200 mio. USD. Det placerer ham i top ti over de rigeste rappere i verdenen. Williams ejer blandt andet et palæ i Miami til en værdi af 30 mio. USD. Som mange andre kendisser ejer Williams ikke overraskende flere ejendomme. Pharrell er også ejer af et hus i det eksklusive Hollywood Hills i Los Angeles til en værdi på 7 mio. USD.

Som Diane von Furstenberg nævner, er Pharrell et varmt og venligt menneske, og han deler også gerne ud af sin formue. Han har blandt andet givet 35 mio. USD til at bygge en form for ”fritidsskole” i sin hjemby Virginia Beach. Den er skabt til at hjælpe samfundets mere udsatte grupper og for at sikre, at de unge ikke ender i kriminalitet.

Et andet eksempel på Pharrells hjertevarme var, da han valgte at bortauktionere den ikoniske cowboyhat af designeren Vivienne Westwood, som Pharrell bar ved Grammy Awards i den gode sags tjeneste. Det endte med at indbringe 44.100 USD til Williams’ velgørenhedsorganisation ”From One Hand to AnOTHER”, som fokuserer på at motivere udsatte børn til at indfri deres potentiale.

Det at møde op til Grammy Awards med en bogstaveligt talt høj (designer)hat er typisk Pharrell. Han er netop et modeikon, da han sjældent ses i en klassisk sort smoking, men skaber sin egen unikke stil. Pharrell kan se godt ud i alt fra en simpel cardigan til en smoking med short i camouflage mønster fra top til tå. Det står altid klart at Williams klæder sig i lige det, som han har lyst til. Derfor er det passende at slutte af med dette citat, som perfekt beskriver modeikonet Pharrell Williams.

“Mode er nødt til at reflektere hvem du er, hvad du føler i det øjeblik, og hvor du er på vej hen”